Hej og velkommen til bloggen Tæm Mit Troldehår!

 

Jeg er ny i bloguniverset. Jeg har læst nogle blogs men som blogejer er jeg nybegynder 🙂

Min blog vil, som blognavnet også afslører, handle om hår. Jeg vil tage udgangspunkt i mit hår. Mit krøllede kruset og til tider ustyrlige hår.
Alle der har krøller og krus kan med garanti sætte sig ind i, at de helt rigtige produkter er essentielle for at opnå sundt, medgørligt og blødt hår.

Da jeg var barn sagde min frisør altid ”Dem der har krøller vil af med dem. Dem der ikke har krøller vil have dem”. I flere år har jeg tænkt, at hun virkelig havde ret i det hun sagde!

For ca. 1 år siden gik det dog op for mig, at det hele handler om at jeg skal arbejde med mit hår i stedet for at arbejde imod det.
Jeg har prøvet alt fra kemiske behandlinger hos frisøren til relaxer-kits mv.
Relaxer-behandlinger er ikke noget jeg som sådan vil blogge ret meget om, jeg vil  på et tidspunkt komme med gode råd og dele mine erfaringer.

Jeg vil tage udgangspunkt i, at jeg skal arbejde med mit hår og derfor vil jeg blogge om gode produkter, vurdere (anmelde om man vil) afprøvede shampoo, conditioner, hårkurer mv. Derudover vil jeg også blogge om gode elastikker, hårbørster, og andre hår-accessories.

De produkter jeg kommer til at blogge om, er nok ikke produkter man finder i det lokale supermarked – det vil jeg komme nærmere ind på i et af mine første blogindlæg.

Hår er forskelligt og derfor vil det ikke være sådan, at det der virker på mig, virker på alle andre.
Samtidig vil det jeg blogger om også henvende sig mest til personer med nogenlunde samme problemer som jeg – dermed også personer der kan genkende hårtypen.

Jeg er halvt dansk og halvt udenlandsk. Mit hår er chokoladefarvet (mørkebrunt). Håret er krøllet og kruset. Krøllerne er en blanding af proptræk- og slangekrøller, men jeg har også hår som egentlig er ret straight.

 

Nu har jeg beskrevet lidt om hvorfor jeg har startet bloggen og hvad jeg vil med den. Skulle jeg falde over noget andet som ville have relevans for bloggen, vil jeg også dele det 🙂

Er der gode råd derude, så del dem endelig!

Jeg håber I har lyst til at læse med og følge mig i jagten på de bedste hårprodukter!